I en lille flække et sted i mellem Taastrup, Greve og Glostrup boede en gammel snedker, som havde arbejdet hårdt i mange år. Hans planer var at gå på pension inden for de næste par år, fordi han drømte om at have mere tid sammen med sin familie. Hans kone, som også helst så ham gå på pension, var enig i, at det nu var tid til at lægge arbejdet på hylden. Inden han kunne sige farvel til arbejdet havde hans arbejdsgiver dog et sidste ønske om, at snedkeren byggede en aller sidste ting.
En snedker skal kunne leve i det hus, som han bygger til hvem som helst
Snedkeren var en ægte håndværker, der arbejdede med sine bare næver og håndterede al slags træ med omhu. Med et lidt mere gammeldags udtryk kunne snedkeren bedst dækkes ind under betegnelsen ’træsmed’, som dækker den gruppe af håndværkere, der arbejder med træ. Er man snedker, beskæftiger man sig ikke blot med al slags træarbejde, men med for eksempel møbler eller inventar til huse. Det kan være alt fra vinduer og døre til køkkener og meget andet. Som snedker kan man ligeledes have specialiseret sig i som stolemager at bygge stole, som pianosnedker at bygge klaverer eller noget helt tredje, ligesom man kan arbejde som maskinsnedker, møbelsnedker eller skibssnedker.
Denne snedker var en særlig form for snedker, nemlig en skibssnedker, og hele hans liv indtil nu havde handlet om denne profession. Nu, da skibssnedkeren kunne mærke alderdommen nærme sig, og let kunne forestille sig tanken om snart at slå benene op og suge friheden ind, blev han bedt om at bygge et sidste skib. Snedkeren gik straks i gang med at bygge på dette skib, og da han efterhånden blot ønskede at blive færdig, så han kunne gå på sit livs længste ferie, arbejdede han hurtigere end han nogensinde havde gjort før. Denne enorme hastighed blev dog helt tydeligt afspejlet i skibets ringe kvalitet. Da snedkeren var færdig, overrakte han nøglerne til sin arbejdsgiver, pakkede sine ting, og vendte rundt på hælen for at vende snuden hjem ad.
Godt håndværk i god stil udført af en glad og kompetent snedker
Da snedkeren knap en time senere nærmede sig sit hus, slog synet af hans nedbrændte hus ham på lang afstand. Snart fik han øje på sin arbejdsgiver, som stod ved siden af det nedbrændte hus og smilede. Han rakte snedkeren nøglerne til det lille nybyggede skib, og sagde, at dette var en gave til ham, fordi han havde arbejdet for ham så længe, og nu havde fået lov til at bevise, hvad han virkelig kunne med sine hænder. Dette var hans fortjeneste. Alt hvad han nu ejede var således det lille skib, der knapt kunne kaldes et hjem, men som skulle være det hus, som han byggede til resten af sit liv. Heldigvis var det blot en skrøne, som du ikke skal frygte, når du ringer efter din næste snedker.